Projekter

Seks telthaller skal overdække og sikre materialer til asfaltproduktion

Asfaltproducenten Munck Asfalt A/S har investeret i en fleksibel løsning til at overdække materialer på deres asfaltfabrikker i Kongensbro i Jylland og Langeskov på Fyn. Løsningen indebærer seks telthaller fra Hallgruppen, der sikrer en hurtig udvidelse af fabrikkens faciliteter, når det kræves.

Med oprustningen af produktionen udvider Munck Asfalt lagerpladsen ved deres produktionsenheder i Langeskov nær Odense og Kongensbro ved Silkeborg. Og med et omskifteligt dansk vejr kræver det hurtige og fleksible løsninger, der kan beskytte materialerne til asfaltproduktion mod sol og regn.

Løsningen står Hallgruppen for. De har opstillet seks store planlager, tre hos hver af de to af virksomhedens fem landsdækkende asfaltfabrikker, som skal bidrage til at sikre kvaliteten i asfaltproduktionen. (Et planlager, også kaldet en bulkhal, har normalt høje lofter og store gulvflader, og tilpasses bulkmaterialet som skal lagres, f.eks. korn, salt, trepellets og sand.)

“Hos Munck Asfalt arbejder vi hele tiden med, hvordan vi kan minimere deponering og vores ressourceforbrug. Her er det helt essentielt, at materialerne til produktionen kan ligge overdækket og i ly for vind og vejr. Vi har valgt Hallgruppen som leverandør af telthallerne på grund af deres høje kvalitet, konkurrencedygtige priser og pålidelige leveringstid. Vi er helt trygge ved dem som samarbejdspartner og ser frem til flere fremtidige projekter,” siger Per Svanborg Poulsen, teknisk konsulent hos Munck Asfalt.

Stor vækstmotor

Opførelsen af de seks telthaller for Munck Asfalt A/S markerer en fortsat positiv udvikling hos Hallgruppen, der tilbage i september fordoblede deres eget areal i Stege for at imødekomme den voksende danske efterspørgsel på deres løsninger.

“Vores løsninger inden for telthaller og lagerhaller møder branchens krav om alsidighed og effektivitet. De er designet til hurtig montering og afmontering, samtidig med at de effektivt beskytter byggematerialer for vejr og vind. Blandt andet derfor er det en ideel løsning for en virksomhed som Munck Asfalt og deres store mængde grus, sten og beton,” fortæller direktør hos Hallgruppen, Kim Jansdorf.

Hallgruppens portefølje spænder bredt fra industri, logistik og byggebranchen til landbrug, sportshaller og event. De er i løbet af de seneste otte år vokset markant og råder over afdelinger i Norge, Sverige, Danmark, Letland, Tyskland, Finland, Irland med 19 kontorer og over 180 ansatte.

”Vi ser hele tiden fremad og ind i nye muligheder, der kan udvikle virksomheden og vores produkter. Med vores stærke hold af ingeniører forsøger vi hele tiden at imødekomme de forskellige behov, der er fra branche til branche, og udvikle skræddersyede løsninger, der passer til ethvert projekt,” siger Kim Jansdorf.

_______________________________

Læse mere om denne sag i Bygge- & Anlæggsavisen:

Telthaller fra Hallgruppen beskytter asfaltproduktion hos Munck Asfalt